Grønlænderes status som danske statsborgere er med til at skabe forhindringer, som eskalerer deres udsathed, efter deres ankomst til Danmark.

Et bachelorprojekt af Johan Carl Norstrand og Martin Pedersen

DMJX 2022 – Journalistuddannelsen

————————————————

Fra grønlandsk drøm til dansk mareridt

Dorrit Schmidts liv tog en uventet drejning, da hun rejste fra Grønland til Danmark. Hun endte uden tag over hovedet på en deroute med alkohol og medfølgende problemer, der stadig hjemsøger hende den dag i dag. Dette er historien om udsatte grønlænderes møde med Danmark, systemet og kommunale regler, der alt sammen er med til at presse dem længere ud mod kanten af samfundet.

Af Martin Pedersen og Johan Carl Norstrand

Hjulene hvinede, da de ramte den hårde asfalt i Kastrup Lufthavn. Dorrit Schmidt sad med sin daværende kæreste og deres treårige søn på flyet, der lettede fra Nuuk fem timer tidligere.

Udsigten ud af de små vinduer i flyet var anderledes, end hvad de var vant til og kom fra. Med sig havde de alle deres ejendele, og en usikker fremtid i bagagen.

De havde ikke udset sig nogen bolig, da de pakkede kufferterne hjemme i Grønland. I stedet for fire vægge og et tag over hovedet blev deres husly i stedet et lille telt. Efter lufthavnen blev deres destination Bellahøj Camping i København, hvor de overnattede, lige indtil skyerne åbnede sig.

– Det begyndte at regne, og så kunne vi ikke rigtig blive der længere, fortæller Dorrit Schmidt.

Dorrit er fra Grønland, hvor hun er vokset op i en lille bygd. Som 19-årig flyttede hun til Nuuk for at være sammen med sin biologiske far. Hun blev uddannet tolk, og i de efterfølgende år forsøgte hun sig blandt andet med socialpædagoguddannelsen. Hun startede i stedet på lærerseminariet, men et brækket kraveben fik sat en stopper for hendes uddannelse. Det blev for hårdt, når hun samtidig skulle passe sin og ekskærestens lille søn.

I Grønland er det normalt, at man får udstedt en lejlighed fra sin arbejdsgiver. Sådan en boede de også i. Uden at være forberedt på det, stod de pludselig uden tag over hovedet, da kæresten blev fyret, og udsigterne til en ny bolig var lange.

– Min ekskæreste havde en tjenestebolig, men efter at han mistede sit job, havde vi ikke længere et sted at bo. Så vi blev nødt til at flytte til Danmark, for der var mindst 10 års ventetid på en bolig i Nuuk. Hvis man ikke havde råd til at købe en ejerlejlighed, var det umuligt at få en bolig.

Derfor så de sig nødsaget til at rejse til Danmark. Året var 1994 og turen var med en envejsbillet.

– Vi flyttede permanent. Vi havde ikke nogen plan, men tog bare afsted, fortæller Dorrit Schmidt.

Efter at regnen havde ramt Bellahøj Camping, søgte de mod ekskærestens ven i Vanløse. Selvom det var en lejlighed med kun et enkelt værelse, fik de lov til indlogere sig.

– Efter fem dage blev han træt af os, og vi blev smidt ud. Vi vidste, at vi kunne tage ned til den sociale døgnvagt, og derefter blev vi flyttet på familieherberg.

Den sociale døgnvagt er et tilbud i Københavns Kommune, der hjælper med akutte sociale problemer, blandt andet visitation til krisecentre for familier. På familieherberget boede Dorrit, ekskæresten og deres søn sammen med flygtninge fra Tyrkiet, Syrien og andre nationaliteter, og alle delte badeværelse.

De boede blandt flygtninge i otte måneder, indtil de fandt et lille sted uden bad på ydre Nørrebro. Gennem kommunen fik Dorrit en praktikplads på et plejehjem for demente. Derhjemme kørte alting dog ikke på skinner.

– En dag hvor jeg var på vej til arbejde, begyndte jeg bare at tude. Jeg havde ikke grædt i flere år, og jeg kunne bare ikke stoppe. Jeg ringede til hende fra kommunen, der havde sendt mig på plejehjemmet, og sagde, at jeg aldrig mere ville tage hjem.

Ekskæresten havde i lang tid udøvet psykisk vold mod Dorrit, og til sidst ramlede det ned om ørene på hende.

– Jeg kunne ikke klare det mere. Han vidste ikke, at jeg ville tage hjemmefra, men det vidste jeg heller ikke selv. At jeg aldrig mere skulle hjem, fortæller hun.

Men hendes beslutning om at forlade hjemmet betød også, at hun stod uden en bolig og intet sted at gå hen.

Grønlændere i Danmark

Dorrit Schmidt er langt fra den eneste grønlænder, der tager turen til Danmark. I 2022 er der 16.801 personer født i Grønland, som har ophold i Danmark ifølge Danmarks Statistik. I 2010 var det tal 14.537.

Ifølge Steven Arnfjord, der er Sociolog samt lektor og leder ved Grønlands Universitets Center for Arktisk Velfærd, er det for de sårbare grønlændere især de systemiske forhold i Danmark, der får dem til at hive teltpælene op.

– De kommer til Danmark af flere årsager. Groft opsummeret tager de afsted for at eftersøge bedre socioøkonomiske forhold, bedre sundhedsforhold og bedre terapeutiske forhold. Der kan være lange ventetider i sundhedsvæsenet i Grønland. Det danske kontanthjælpsloft er dobbelt så højt som nogle steder i Grønland, hvilket også trækker dem til Danmark, siger Steven Arnfjord.

Samme årsager til grønlænderes migration adresserede Rådet for Socialt Udsatte i rapporten „I Grønland er jeg for dansk, og i Danmark er jeg ‘bare’ grønlænder“ i 2014 gennem en række “Push-Pull”-faktorer.

Hvor “Push”-faktorer er forhold, der skubber dem væk fra Grønland, er “Pull”-faktorer forhold, der trækker dem til Danmark.

En af “Pull”-faktorerne er, at Danmark ses som mulighedernes land, hvor børn og unge kan få en uddannelse, og hvor det sociale system fungerer bedre end på Grønland. Det er drømmen om et bedre liv.

Af “Push”-faktorer kan nævnes, at mange oplever vold og seksuelle overgreb i hjemmet eller har alkoholproblemer i Grønland. Meget lange ventetider på bolig i Grønland er også en faktor, der spiller ind.

En udsat gruppe

Langt de fleste grønlændere, der kommer til Danmark klarer sig godt. De får et arbejde eller tager en uddannelse og lever et helt almindeligt liv.

Der er dog en mindre gruppe af tilflytterne, som falder igennem. 405 grønlændere er hjemløse i Danmark, viser den nyeste hjemløsetælling fra VIVE, som bliver lavet hvert andet år. De udgør syv procent af det samlede antal hjemløse på trods af, at grønlænderne i Danmark kun udgør cirka 0,003 procent af den samlede befolkning i landet.

Kofoeds Skole, der er en selvejende institution, som hjælper udsatte mennesker, skønner dog på baggrund af deres erfaringer med den grønlandske målgruppe, at antallet af udsatte grønlændere er op mod 1.500.

Misbrug og alkoholisme er en stor del af hverdagen for en stor del af den udsatte gruppe. Det er også et helt andet miljø, de bliver mødt med efter ankomsten til Danmark.

– Især unge grønlændere møder et dansk stofmarked, som ser helt anderledes ud end i Grønland. Heroppe i Grønland bokser vi mest med øl og hash. Vi har stort set ingen hårde stoffer. Det festmiljø de finder i Danmark, er de helt uforberedte på. I Grønland har vi heller ikke låneaftaler med rockere, så nogle ryger også ud i meget vanskelig gæld og store misbrugsproblemer hurtigt, lyder det fra Steven Arnfjord.

Samme billede genkender Jannie Micheelsen.

Hun er socialrådgiver ved Hjemløseenheden i Københavns Kommune, hvor hun i flere år har hjulpet hjemløse grønlændere tilbage på fode.

Ifølge hende er det en tung målgruppe, fordi deres udfordringer ofte stikker meget dybere end misbrug eller alkoholisme.

– Udsatte grønlændere er overordnet set borgere med meget komplekse sociale problemstillinger. Langt de fleste har et massivt misbrug. Derudover har mange af de udsatte grønlændere diagnosticerede psykiske lidelser, arbejdsskader og traumer. Mange er multitraumatiserede, både i forhold til seksuelle overgreb, selvmord, mord, sult og fattigdom fra Grønland, siger Jannie Micheelsen.

Den danske drøm

De danske forhold, der trækker de udsatte grønlændere til Danmark, lever ikke altid op til de forventninger, der kan være. Jannie Micheelsen har gennem sit arbejde i Hjemløseenheden mødt flere borgere, som havde nogle helt andre forventninger til Danmark, end hvad der rent faktisk mødte dem ved ankomsten.

– Min erfaring er, at mange udsatte grønlændere kommer til Danmark med nogle håb og drømme om, at gå direkte i arbejde og få sig en bolig. De hører også om venner og bekendte, der er blevet hjulpet. De har en forventning om, at hvis de ikke selv kan skaffe en bolig, så vil kommunen hjælpe. Sådan er virkeligheden bare ikke altid, siger Jannie Micheelsen.

Mange udsatte grønlændere får et chok og finder ud af, at Danmark måske ikke var, hvad de troede det var.

– Generelt er min erfaring, at de tror, tingene er lettere, end de egentligt er, når de lander, siger Jannie Micheelsen.

Hjemløs

Efter at have forladt hjem og kæreste, stod Dorrit Schmidt uden tag over hovedet og med begrænsede valgmuligheder. Hun kunne ikke gå ud og leje en bolig. Det var der ikke penge til. Hun havde hørt om et grønlandsk bofællesskab. En stor lejlighed tæt på hovedbanegården i København, hvor hun kunne finde folk, der talte samme sprog som hende, og som kom fra samme sted.

– Der kunne jeg tage hen og sove, og ellers var jeg meget på Christiania. Der var rigtig mange drankere i bofællesskabet. Det var fint at bo der, men inderst inde vidste jeg, at det ikke var noget for mig. Nogle gange kunne jeg være oppe hele natten ude på Christiania i stedet for at tage derhen og sove. De andre var for alt for fulde og sølle. Det var meget barskt, fortæller Dorrit Schmidt.

Bofællesskabet endte med at lukke efter en brand. Hun fandt vej til et krisehjem for grønlandske kvinder, og startede efterfølgende sin jagt efter en fast bolig.

Dorrit var på et boligsøgningskursus, som kommunen havde arrangeret, men lige lidt hjalp det. Til sidst var hun desperat og valgte det første og bedste, hun kunne finde.

– Jeg havde hørt om et boligselskab, hvor det var nemt at søge og få en lejlighed. Jeg tænkte ikke langsigtet, men jeg ville bare have et sted at bo, og så fik jeg en lejlighed nogle måneder efter.

I lejlighedskomplekset, der var hendes nye hjem, begyndte det at gå ned ad bakke. I og med at det var et nemt sted at få bolig, betød det også, at stedet rummede mange udsatte og alkoholikere.

Dorrit begyndte selv at drikke.

– Det var så nemt at få billige øl, så jeg begyndte efterhånden at drikke. Jeg følte mig meget ensom, når jeg ikke var fuld. Det er så trist, at man kan ende der. Jeg var totalt dranker i fire år.

Efter nogle år i lejligheden havde hun fundet en ven, som hun drak meget sammen med. Han fik en lejlighed, hvor hun kunne få lov til at leje et værelse. Her blev hendes alkoholproblemer væsentligt intensiveret.

– I bagklogskabens lys skulle jeg aldrig have gjort det, og jeg fortrød det også hurtigt. Jeg blev totalt dranker hos ham.

Efter to år med heftig druk blev alkoholen for meget for hende. Hun nedtrappede selv uden hjælp, og har siden været ædru. Men lejligheden var ikke et rart sted at være. Hendes bofælle drak sig stadig fra sans og samling, lejligheden var møgbeskidt, og der lugtede.

Hun følte sig ikke længere tryg.

– Jeg skulle bare ud af den lejlighed. Til sidst tog jeg kun hjem for at sove, og jeg kunne være ude næsten hele natten hver dag. Det var bare det samme hele tiden.

Hun søgte kommunen om hjælp til en ny bolig. Hun gik til Den Boligsociale Anvisning i håbet om, at de ville hjælpe med et sted at bo, så hun kunne slippe væk.

Den Boligsociale Anvisning er en kommunal instans i Københavns Kommune, der har til formål at anvise hjemløse borgere til en bolig. Men i og med at hun allerede lejede et værelse, ville boliganvisningen ikke hjælpe hende. Hun var ikke hjemløs.

– Jeg blev trist, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg så skulle henvende mig, nu hvor de havde sagt nej. Det var lidt hårdt.

Nedtonede sine problemer

Jannie Micheelsen mødte Dorrit Schmidt gennem sit arbejde i Hjemløseenheden, efter at hun var blevet afvist ved boliganvisningen.

– Det er et meget klassisk eksempel på menneskeligt forfald i det danske system. Dorrit er uddannet tolk, og klarede sig egentlig ret godt i Grønland. Hun oplevede psykisk vold fra kæresten, da de kom til Danmark, så hun endte med at gå fra sin kæreste uden en plan for fremtiden og kom ud i et misbrug, siger Jannie Micheelsen.

Dorrit Schmidts møde det danske system er ifølge Jannie Micheelsen sigende for, hvorfor udsatte grønlændere ofte ikke får den hjælp, de har brug for.

Ifølge Jannie Micheelsen fik Dorrit nemlig ikke forklaret, hvor slem hendes situation var. For selvom hun havde tag over hovedet, var hun stadig det, man kalder funktionelt hjemløs, fordi hun befandt sig på grænsen til at være hjemløs. Dorrit var ikke tryg ved at opholde sig i lejligheden og befandt sig derfor også for det meste på gaden.

– Jeg tror, at mange grønlændere af natur helst ikke vil være til besvær. Det kan resultere i, at de ikke får italesat, hvor stort et problem de har. Dorit har nok nedtonet sine problemer lidt over for boliganvisningen, siger Jannie Micheelsen.

Mødet med systemet

Jannie Micheelsen har som socialrådgiver i Hjemløseenheden en lang række oplevelser med udsatte grønlændere, der har slået sig på systemet efter deres ankomst til Danmark, blandt andet på grund af misforståelser, der ifølge hende er et væsentligt problem i det kommunale systems møde med borgerne.

– Jeg har mødt en, der var kommet til Danmark og gik til kommunen for at få hjælp. Han fik at vide, at han skulle komme tilbage 14 dage efter. Det gjorde han aldrig, men han følte sig svigtet, fordi han ikke blev opsøgt af medarbejderne. Men man ville jo aldrig opsøge en borger på den måde. Der var sket noget miskommunikation, siger Jannie Micheelsen.

Det har været en så stor udfordring, at man blev nødt til at råbe sagsbehandlerne op i forhold til, at den målgruppe har brug for noget andet, end danskere har. Blandt andet er brug af tolk ikke særlig udbredt, når der foregår sagsbehandlinger med grønlandske borgere. Det til trods for, at man har lovmæssig ret til det. Men de grønlandske borgere kender ikke til deres ret.

– Systemet er ikke gearet godt nok til at håndtere grønlændere. Vi lavede faktisk en pjece til vores samarbejdspartnere med ting at være opmærksom på i mødet med en grønlandsk borger, fordi der var en idé om, at hvis man kommer fra Grønland, så taler man fint dansk, siger Jannie Micheelsen.

En vurderingssag

I Danmark er det generelt normalt at kommunale medarbejdere har fået undervisning i socialt arbejde med folk fra andre kulturelle baggrunde, blandt andet Mellemøsten, Balkan og Afrika, som er blandt de store indvandrer- og flygtningegrupper, der kommer til landet.

Man har bare ikke så meget træning i at arbejde med befolkningsgrupper med oprindelig baggrund. Altså grønlændere.

– Der er nogle grønlandske borgere, som kommer på socialkontoret af en grund, og der må også være nogle stærke overvejelser, før man går derned. De går derfra med en uforløst sag, og det må være noget af et nederlag. Det hænger stærkt sammen med måden at kommunikere på, lyder det fra Steven Arnfjord, lektor ved Grønlands Universitet.

Når man har sager i kommunen, baseres beslutningen fra sagsbehandlerne altid ud fra et skøn. Medarbejderne skal bruge deres kompetence til at vurdere, om borgeren enten skal videre i systemet, eller om der ikke er noget at gøre.

– Man kan ikke ændre på at den enkelte medarbejder skal bruge deres faglighed til at vurdere en sag. Sådan vil det altid være. Hvis man kan argumentere for sin sag og påvise, at der er et problem, og at man har et retskrav, kan man få hjælp. Det vurderes altid på baggrund af skøn. Risikoen ved at slå sig på systemet på baggrund af misforståelser, kan være at man mister tillid til det offentlige, og det kan gøre at folk flytter helt ud af lejligheder eller herberger og på gaden, fordi der ikke er tror på, at nogen samler dem op, siger Steven Arnfjord.

Tilknytning er et krav

Mødet med systemet og en kulturel forskel på, hvordan udsatte grønlændere bliver håndteret ved kommunen, er ikke den eneste udfordring, der gør, at mange sidder fast og ikke kan få deres egen faste base gennem boliganvisningen.

– Man skal have boet eller opholdt sig i København i en længere periode eller have et meget massivt netværk eller familie der, ellers kan man slet ikke blive indstillet, forklarer Jannie Micheelsen.

Når boliganvisningen i København skal vurdere om en borger skal anvises til en bolig, ser de på en række kriterier. Borgeren skal blandt andet være i stand til at holde en bolig, og der skal være nogle gennemgående sociale problemer til stede, før kommunen vil gå anvisningsvejen. Et kriterie er også tilknytningskravet. Det betyder, at for at man kan blive anvist en bolig i København, skal det være den kommune, man juridisk er tilknyttet til. Den vurdering er baseret på skøn fra sagsbehandleren.

Om det netop er derfor, grønlændere bliver afvist i boliganvisningen, har Jannie Micheelsen svært ved at konkludere. Flere af de andre kriterier kan nemlig også spille ind, men om borgeren overhovedet bliver indstillet, fordi man på forhånd regner med en afvisning kan også være en faktor.

– Jeg har kendskab til rigtig mange, som stadig bor på herberg flere år senere, som ikke er kommet videre i systemet. Om det er fordi boliganvisningen siger nej, eller om en gademedarbejder ikke engang vil forsøge, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men vi kan se, at vi har en større gruppe grønlandske borgere, som sidder fast i rigtig lang tid, siger Jannie Micheelsen.

Sociale barrierer

Mille Schiermacher er antropolog og ph.d-studerende ved Grønlands Universitet og er i gang med et forskningsprojekt om, hvordan nogle grønlændere migrerer til Danmark og ender på gaden.

Ifølge hende skaber tilknytningskravet nogle barrierer for grønlandske borgere, fordi selvom de kommer fra et andet land, bliver de med deres danske statsborgerskab vurderet på helt samme måde som danskere, der er flyttet mellem to kommuner i Danmark.

– Hvis kommunen vurderer, at de har større tilknytning til Grønland end for eksempel Københavns Kommune, vil de ikke kunne få anvist en bolig. Normalt i det danske system vil man have en hjemkommune, hvor man kommer fra. Hvis man for eksempel flytter fra Nyborg til København, vil Nyborg som hjemkommune dele ansvaret for borgeren med København, forklarer Mille Schiermacher.

På grund af den konstruktion Danmark og Grønland indgår i med Rigsfællesskabet, er der ikke en hjemkommune, fordi Grønland er undtaget Retssikkerhedsloven, hvor reglerne om socialt udsattes flytning mellem kommuner, står skrevet. De regler er til for at mindske social eksport, hvor udsatte borgere flytter fra en kommune til en anden, og den nye kommune derefter står med ansvaret og udgifterne til den socialt udsatte.

– Den proces, der egentlig skulle virke for at mindske social eksport, ophører i tilfældet med grønlændere. Med danskere er der én proces, og med grønlændere er der ingen, siger Mille Schiermacher.

Ifølge Mille Schiermacher ville der også blive set på tilknytningskravet, hvis der var tale om en dansker. I det tilfælde ville den socialt udsatte have en hjemkommune. Hvis en socialt udsat flyttede fra Nyborg til København, ville der være en dialog mellem de to kommuner, og Nyborg ville skulle betale for et eventuelt herbergsophold i København, eller også skulle borgeren tilbage til Nyborg i bolig. Den socialt udsatte ville altså stadig være borger i Nyborg.

For grønlændere er der imidlertid ingen plads i systemet på grund af Grønlands undtagelse af Retssikkerhedsloven. Der vil i det tilfælde nemlig ikke være nogen dialog mellem to kommuner. Undtagelsen betyder også, at Grønland ikke skal betale for den socialt udsattes ophold på et herberg.

– Incitamenterne, der er til for at sikre, at en udsat borger kommer ud af udsathed, eller at

udsatheden ikke eskalerer, eksisterer ikke i forhold til grønlandske borgere. Alt det, der skulle hjælpe kommunerne og borgerne, er fraværende. Det er klart, at det forværrer en allerede sårbar situation, forklarer Mille Schiermacher.

“Det kan være meget svært at vide, hvad der skal til”

Hvis man kommer fra en grønlandsk kommune til en dansk, får man en sagsbehandler i Danmark. Den danske kommune står med pligten til at gøre noget ved borgeren, og der kan opstå tvivl om, om det overhovedet er muligt for den udsatte grønlænder at få tilknytning.

Anders Bruun Rasmussen er socialrådgiver ved Hjemløseenheden i København, hvor han er med til at indstille folk til boliganvisningen. Når han skal hjælpe udsatte grønlændere, er tilknytningen næsten altid noget, der grundigt skal overvejes.

– For at opfylde tilknytningskravet, vil boliganvisningen kigge på deres adressehistorik. Hvis man aldrig har boet I København og deres seneste adresse, hvor boligproblemet er opstået, er i for eksempel en grønlandsk kommune, så er det virkelig svært at opfylde tilknytningskravet. De kan måske opfylde det, hvis de har børn eller et stærk netværk i København, eller hvis de er startet i et fast arbejde. Det kan være meget svært at vide, hvad der skal til, siger Anders Bruun Andersen.

Når han arbejder på gadeplan og prøver at hjælpe hjemløse grønlændere med blandt andet at få en bolig, er tilknytningen noget, han overvejer inden han overhovedet sender en indstilling afsted mod boliganvisningen.

– Det er den generelle oplevelse blandt os medarbejdere, at man som udgangspunkt ikke har tilknytning til København, hvis man kommer fra en grønlandsk kommune. Det er det, jeg forholder mig til, når jeg forsøger at indstille, siger han.

Andre kommer videre

Når de udsatte grønlændere står uden en anvist bolig, er der ifølge Mille Schiermacher ikke mange andre steder at søge hen end i miljøer, hvor der færdes store grupper af andre udsatte.

– De steder, de kan opholde sig, når de ikke bliver boliganvist, er blandt andet herberger. Det er i sig selv problematisk, fordi misbrugsmiljøet har en masse konsekvenser, der sjældent får nogen til at få det bedre. Det er den indgang, de har til det danske samfund, så det er nærmest skæbnebestemt, at de kommer til at klare sig dårligt, siger Mille Schiermacher.

Mille Schiermacher har erfaret, at der først er hjælp at hente for de udsatte grønlændere, når de ligger ned, og at der mangler en væsentlig sammenhæng mellem, at grønlændere får spurgt om den rette hjælp, og at kommunen giver den. I sidste ende betyder det, at grønlændere bliver presset på herberg eller i andre udsatte miljøer, fordi man går ud fra, at de kan klare sig på samme vilkår som danskerne i systemet.

– Det forværrer situationen. De oplever ikke at blive anerkendt, som værende lige så meget værd, som andre mennesker, og at de mangler rettigheder, blandt andet med boliganvisningen, hvor de ikke kan komme videre fra herberget, som de kan se, at andre mennesker gør, siger Mille Schiermacher.

Hvor hører man til?

Fordi grønlændere er danske statsborgere, kan de frit rejse mellem Grønland og Danmark. De fleste lander i Kastrup Lufthavn tæt på København. Og tæt på Herberget Sundholm, som er et af de steder, hvor de tungeste udsatte i byen kan gå hen.

Sundholm er tæt befolket af grønlændere. Der kan i nogle perioder være helt op mod 75 procent af beboerne på herberget, der kommer fra Grønland. Det sted kender Brian Døssing alt til.

Han arbejder frivilligt for SAND – De Hjemløses Landsorganisation, hvor han på gadeplan forsøger at hjælpe grønlændere ud af det hårde miljø, man blandt andet finder på Sundholm.

– Man lander i Kastrup Lufthavn og vil gerne fejre det. Det tætteste sted er nede ved Christiania, fordi der er en masse andre grønlændere. Så ender man bagefter nede på Sundholm, hvor der er fest døgnet rundt. Hash er ligesom smøgere, og der er alle slags stoffer. Det hele er en stor blanding, og der er mange faldne grønlændere derude, siger Brian Døssing.

Han har mødt flere udsatte grønlændere, der har lidt under tilknytningskravet. Men ikke grønlændere, der er kommet direkte fra Grønland til København. Mange er nemlig startet i en anden by, men er af den ene eller anden grund endt i København, for der finder man et stort grønlandsk miljø.

– Jeg kender en, som havde boet på Sundholm i fem år. Hun fik en bolig i Odense af en eller anden grund, fordi Københavns Kommune mente, hun havde størst tilknytning der.

Den grønlandske kvinde var dog kun i den nye lejlighed, når hun skulle have samtaler med kommunen. Ellers var hun udelukkende i København.

– Alle hendes venner var på Sundholm, så hun ville hellere være der. Hun blev en rigtig drukkenbolt af at opholde sig der, og nu har hun et værelse på Sundholm igen. Hvis hun havde haft mulighed for at skaffe en bolig i København, hvor hun kunne tage hjem og lukke døren, er jeg overbevist om, at det kunne have hjulpet hende, siger Brian Døssing.

Bange for at dø

På den anden side af Storebælt finder man lignende eksempler. I Odense er 10 procent af de hjemløse grønlændere, og selvom det i antal er langt færre end i København, gælder mange af de samme problemer.

Minka Heilmann er socialkonsulent ved Det Grønlandske Hus i Odense. Hun rådgiver og vejleder til dagligt grønlændere med at finde rundt i de danske systemer og begå sig i det danske samfund.

Minka Heilmann har oplevet en lang række af situationer, hvor grønlændere ved ankomst til Danmark for eksempel har besøgt familie i én by, men gerne vil have en bolig i Odense efterfølgende. Det har været uden held, fordi de havde opnået tilknytning til en helt anden by. Selvom det kun var korte besøg.

– Vi har situationer, hvor folk kommer fra Grønland og har besøgt familie eller bekendte i Jylland for derefter at komme til Odense, hvor de gerne vil slå sig ned. Men dette er ikke en mulighed, fordi de startede ud med at opholde sig i en anden by, siger Minka Heilmann.

For nogle år siden forsøgte hun at hjælpe en borger med at få anvist en bolig i Odense. Han havde boet i København i 20 år, hvor han var stiknarkoman og alkoholiker, og efterfølgende valgte at flytte tilbage til Grønland. Efter et par år ville han til Odense. Der boede hans søster og hendes familie, og dem ville han gerne tættere på. Minka Heilmann tog ham med på et herberg for at få hjælp til at indstille ham til boliganvisningen.

– De sagde, at da hans seneste bopæl i Danmark var i København var hans tilknytning der. Hvis de skulle hjælpe ham med en boliganvisning, ville han få en i Københavns Kommune. Men han var jo kommet til Odense for at undgå at blive stiknarkoman igen, og han sagde til mig, at hvis han flyttede til København igen, så var han bange for at han ville falde tilbage i gamle vaner og ende med at dø af det, siger Minka Heilmann.

Vandet øser ud

Når grønlændere som Dorrit Schmidt kommer til Danmark uden en plan, eller med en plan, der går i vasken, kan de gøre netop det, fordi Grønland er en del af Rigsfællesskabet og er statsborgere på lige fod med alle andre danskere.

Der er altså ikke noget system, der griber dem, når flyet lander i Danmark, fordi de i princippet lige så godt kunne være fløjet fra Aalborg. Grønlænderes danske statsborgerskab kan derfor være en hæmsko for deres integration i Danmark, mener ph.d-studerende Mille Schiermacher.

– Jeg tænker, at det ikke er gennemtænkt, hvordan det skal fungere. Der mangler nogle procedurer. De systemiske konstruktioner har en betydning for, at folk bliver hjemløse. Det er ikke kun deres egen bagage, der gør det, siger hun.

Retssikkerheden gælder ifølge hende ikke for alle, som det er nu, fordi der ifølge loven ikke skal være nogen dialog mellem en grønlandsk og en dansk kommune i tilfældet, hvor en borger flytter til Danmark og er udsat eller hjemløs.

– Problemet er, at grønlændere i Danmark er Danmarks ansvar, og grønlændere i Grønland er Grønlands ansvar, men problemerne rejser jo frem og tilbage. Vandet står lige nu og øser ud, og vi stopper ikke vandskaden ved roden af problemet, som er ankomsten, siger Mille Schiermacher.

Vi har forsøgt at få et interview med Den Boligsociale Anvisning i Københavns Kommune for at høre, hvilke kriterier de vurderer borgere på, hvordan det kan være, at nogle grønlandske borgere bliver bliver afvist, og hvad der skal til for at have tilknytning til Københavns Kommune. Det har dog ikke været muligt.

Et belyst problem

Grønlændere har migreret til Danmark i adskillige år. At de kommer til Danmark og mangler integration i samfundet, som sender dem til udkanten af samfundet, er heller ikke nyt.

I 2003 udarbejdede det daværende Socialministerium en såkaldt ‘Hvidbog om socialt udsatte grønlændere i Danmark’.

Den tog fat i en række væsentlige punkter, der var medvirkende til, at mange grønlændere endte som udsatte og hjemløse. Her blev det blandt andet påtalt, i og med grønlændere bliver anset som danskere fra et statsretligt synspunkt, blev deres behov for tolkebistand ikke tilgodeset. Grønlænderne var heller ikke selv bevidste om deres rettigheder.

– Danske myndigheder går ofte ud fra, at grønlænderne har kulturel reference parallelt med danskere, hvilket oftest ikke er tilfældet. For eksempel forudsætter de danske myndigheder, at den grønlandske klient har almindeligt dansk samfundskundskab og gør sig sjældent klart, at grønlændere i mange tilfælde ikke kender det danske samfunds komplicerede konstruktion, lyder det i Hvidbogen.

Tilbage i 2003 lød problemstillingen også på, at fordi grønlændere bliver anset som danske statsborgere, får de ikke tilbudt den samme integrationshjælp som flygtninge og indvandrere, og at deres statsborgerskab derfor blev en hæmsko frem for en hjælp.

Det blev derfor dengang også foreslået i Hvidbogen, at der skulle laves tidligere indsatser for at de ikke blev udelukket fra arbejdsmarkedet. I Hvidbogen nævnes det desuden også, at København rummer mange grønlændere uden juridisk tilknytning til kommunen, og at det blev anset som en problematik.

Identiske problemstillinger er på spil i dagens Danmark.

– Det er de samme problemer som er beskrevet for 20 år siden, som sker nu. Man ved godt problemerne er der, men man går ikke ind og prioriterer at løse det. Vi bliver nødt til at have en fælles socialpolitik i Rigsfællesskabet, lyder det fra Mille Schiermacher.

Byggestene for velfærdssamfundet

Grønland og Danmark samarbejder på flere fronter. Der er blandt andet dansk politi og danske fængsler i Grønland, og de to lande samarbejder, når det kommer til forsvar og erhverv.

Der er dog intet reelt samarbejde, når det gælder sociale problemstillinger. Det er begrænset, hvor meget grønlændere bliver forberedt på, hvordan det danske velfærdssamfund fungerer. Det er et væsentligt problem, når det kommer til udsatte grønlændere, der rejser til Danmark, lyder det fra Steven Arnfjord, lektor ved Grønlands Universitet.

– Det står klokkeklart, at siden man indførte hjemmestyret i 1979, har socialpolitik i Grønland været et grønlandsk anliggende, og i Danmark et dansk anliggende. Man har ikke gjort sig tanker om, at der skal være socialpolitik mellem landene. Det er nødvendigt, for der er en migration mellem landene, og der mangler fokus på, hvad der sker i den migration. Den ressourcesvage borger er ikke klædt på til det, siger Steven Arnfjord.

For at forstå hvordan grønlændere møder det danske velfærdssystem, er det vigtig at forstå, hvordan selvsamme fungerer og er opbygget i Grønland.

Det system, grønlænderne kommer fra, er egentlig opbygget på samme måde som det danske, men det har en betydelig anden historisk og praktisk forankring hos de grønlandske borgere.

– Det hører sig til kolonihistorien, at man har bygget det sådan op. En af de store kontraster er, at det danske er noget, man har bygget op gennem mange års forhandlinger, og der er en generel folkefortælling og kultur om, hvad velfærd er, og danskere har en ejerskabsfornemmelse med det. I grønlandsk kontekst er det mere bare et system, der er der, fordi der ikke er pågået de her forhandlinger og forståelsen for, hvad velfærd er, forklarer Steven Arnfjord.

Det velfærdssystem Danmark reelt har været med til at opbygge i Grønland fungerer ikke for borgerne på samme måde, som det gør for danskerne.

Kompleksiteten i systemet er nogenlunde den samme, men der er ikke den samme tilstrækkelige viden, uddannelse og funktionalitet fra systemets side i Grønland til at føre det ud i livet.

– Det ser super godt ud, at man i Grønland har lovgivning, der siger, at man skal følge op på sager hver sjette måned. Men det kan bare ikke løses i praksis på grund af manglende kompetencer og kapacitet. Det giver nogle gange flaskehalse, hvor tingene ikke bliver fulgt op på, som sender borgerne ud i et limbo. Det giver mistillid til det offentlige, og man tror ikke på, at systemet er der for at hjælpe, siger Steven Arnfjord.

Berøringsangst

Der har længe, lyder det fra Steven Arnfjord, været en afstandtagen til problemer mellem Danmark og Grønland. Ifølge ham går det tilbage til kolonitiden. Danmark vil helst ikke pådutte Grønland for meget, og man vil helst ikke dele borgerne op i grønlændere og danskere.

– Der er helt tydeligt en berøringsangst, når det handler om at italesætte problemstillingen med grønlandske borgere. Det skaber en hensyntagen, hvorimod det på nogle punkter kan være bedre at diskriminere og reelt gøre noget, frem for at være politisk korrekt og ikke gøre noget.

I dag er der for eksempel regler om, at man ikke må registrere efter etnicitet i de danske systemer. Det betyder, at grønlænderne på en måde er usynlige, når de kommer til Danmark.

– Det kunne være, at man skulle lave nogle kategorier, der kan give grønlandske borgere en række tilbud, når de kommer til Danmark, siger Steven Arnfjord.

Det kan dog skabe nye problemer, for det er langt fra alle grønlændere, der har brug for hjælp ved ankomsten til Danmark. Det er egentlig et fåtal, og der ville opstå en kompleksitet i, hvordan man egentlig får den lille gruppe udpeget.

– Men der er helt sikkert behov for at indføre en slags tilbudsordning på det niveau, lyder det fra Steven Arnfjord.

Det står klart for ham, at der er brug for at gøre noget helt nyt. Eller i hvert fald lave fundamentalt om på den måde, hjælpen tidligere er blevet givet.

– Når det gælder socialpolitik, har Danmark indtil videre hovedsageligt lavet ordninger, hvor der er blevet tilført nogle midler til Grønland på Finansloven. Men der slutter den udveksling også. Der følger ingen betingelser med, og det er netop kendetegnende for, at man har problemer med at italesætte problemstillingerne. De udsatte grønlændere taber i det spil, siger Steven Arnfjord.

Udvekslingen af kommunikation mellem kommuner i Grønland og Danmark er fraværende på grund af Grønlands undtagelse af Retssikkerhedsloven.

Den manglende dialog mindsker ifølge Steven Arnfjord muligheden for at planlægge sin rejse fra Grønland til Danmark. Også fordi systemet er så komplekst, at det kan være svært overhovedet at planlægge noget, hvis man allerede er sårbar.

– Der mangler en form for støtte, så den grønlandske kommune, som borgeren flytter fra, har en form for kontakt med den danske kommune. Det eksisterer ikke nu, siger Steven Arnfjord.

Minka Heilmann har gennem sit arbejde ved Det Grønlandske Hus mødt mange borgere, der kommer i klemme med systemet efter deres ankomst til Danmark på grund af manglende planlægning og høje forventninger. Hun bakker Steven Arnfjord op i, at der burde være mere kommunikation mellem Danmark og Grønland.

– Når borgerne rejser til Danmark, burde der være et system, så de grønlandske kommuner kunne skrive til Det Grønlandske Hus, hvis de ved, at en borger flytter herned. Så kan vi tage fat i dem meget tidligere, inden de bliver udsatte. Jo tidligere vi får fat i dem, desto bedre, så de ikke ender i en forhutlet tilværelse, lyder det fra Minka Heilmann.

Der mangler vilje

Steven Arnfjord er i tvivl om, hvornår problemstillingerne reelt kan løses, og han ser det kun ske, hvis Danmark tør tage de farlige snakke om sociale problemer med grønlandske borgere. Det skal til, hvis den tidlige forebyggelse, som kan rykke noget, skal ske. Men der skal to til at danse tango.

– Der skal fra grønlandsk side være en vilje til at tage snakken og stå ved, at der er en problemstilling. Netop fordi der er nogle borgere, som falder mellem to stole, siger han.

Velfærden i Grønland har samtidig også en vigtig rolle.

Mens Danmarks velfærdssamfund i manges øjne ligger højt på verdensranglisten, har den nordlige del af Rigsfællesskabet altid haltet efter.

– Man er aldrig kommet i mål med at hæve velfærdsniveauet til det samme som i Danmark, og det er der ikke et quick fix til. Det er komplekse problemstillinger, der kræver komplekse løsninger. Det handler grundlæggende om at styrke socialt udsattes økonomiske grundlag, styrke sundhedstilbuddene og skabe sunde og økonomisk overkommelige boligforhold, siger Steven Arnfjord.

Faglig indsigt

Hvis man skal forstå et komplekst system og forstå sine rettigheder, er sproget første skridt. For grønlændere bliver det ofte besværliggjort af en sprogbarriere. Selvom de fleste grønlandske borgere kan tale dansk til en vis grad, er det for en del udsatte grønlændere begrænsede gloser, de mestrer. Det gør det ikke nemmere, at der på kommunekontoret bliver brugt termer og fagudtryk, som ikke er en del af hverdagens dansk.

Brugen af tolk er ikke særlig udbredt ved grønlandske borgeres sagsbehandling, selvom det er en lovsikret ret at have en tolk til stede. Aaja Chemnitz (IA), der er et af Grønlands to medlemmer af Folketinget, så gerne, at kommunerne hankede op i sig selv, når det kommer til at oversætte samtalerne mellem medarbejder og borger.

– Der er blevet sendt et brev ud til alle kommunerne om, at de skal huske at bruge tolk, og at det står i lovgivningen. Jeg hører så, at kommunerne vælger at ignorere det, fordi de ikke mener, der er brug for tolke, siger Aaja Chemnitz.

Aaja Chemnitz mener samtidig ikke, at de tolke, der er til rådighed, har den fornødne uddannelse til at bistå de grønlandske borgere. For at sikre færre misforståelser i systemet skal der være flere professionelle tolke, som kan finde ud af at oversætte fagtermer.

– Man kunne starte med at uddanne tolkene professionelt. Bare fordi man kan tale grønlandsk, betyder det ikke, at man er en dygtig tolk. Der er brug for en faglig indsigt i områderne, så man kan oversætte tingene ordentligt, når det for eksempel drejer sig om hjemløseområdet.

Hun mener, at det i lige så høj grad er sagsbehandlerne, der har brug for en tolk, til at kunne formidle de svære faglige og juridiske problemstillinger ved det danske system, som det er grønlænderne, der har behov for at forstå det.

Grønland kan være løsningen

På et politisk niveau har Aaja Chemnitz ikke nogle konkrete tiltag, der ifølge hende ville kunne stoppe den sociale eksport fra Grønland. Hun mener derimod, at det er Grønland, der har bolden, og at det er på øen, problemerne skal løses.

– Så længe vi ikke får stoppet tilførslen af nye hjemløse, bliver det ikke bedre.

Løsningen skal ifølge hende findes ved, at flere grønlændere skal have muligheden for at få en bolig i Grønland.

– Det hænger sammen med boligproblematikken i Grønland, hvor man kan være på venteliste i 15 til 30 år til at få en bolig. Bliver man smidt ud af sin tjenestebolig, er det næsten umuligt at finde et sted at bo, siger Aaja Chemnitz.

Et økonomisk incitament ville kunne findes i Retssikkerhedsloven. Grønlands undtagelse af loven, der betyder, at en grønlandsk kommune ikke skal betale for blandt andet herbergsophold i Danmark, som danske kommuner skal, når en hjemløs borger flytter mellem kommuner, er dog ikke noget, man ifølge Aaja Chemnitz bør lave om på.

– Hvis man vil ændre det, så de grønlandske kommuner skal betale for, at borgerne flytter fra Grønland til en dansk kommune og ender på herberg, tror jeg det vil skabe et ramaskrig. Stort set alle flytter fra en mindre bygd til Nuuk og så til Danmark. Det vil betyde, at Nuuk, som sidste stop inden Danmark, skal betale rigtig mange penge, siger hun.

Aaja Chemnitz kan se en mening med et større økonomisk incitament til at mindske den sociale eksport, men uden en løsning på boligmanglen i Nuuk, kommer man ikke langt.

Lokal løsning

På et mere lavpraktisk niveau har man i Københavns Kommune allerede afprøvet en boligindsats for udsatte grønlændere.

Det var et såkaldt ICM-projekt, hvilket står for Intensive Care Management. Satspuljemidler for næsten fem millioner blev gennem Socialstyrelsen brugt på projektet i perioden 2019 til og med 2021.

Det var Jannie Micheelsen fra Hjemløseenheden, der sammen med én anden stod for projektet, der var målrettet hjemløse grønlændere.

– Vi arbejdede med 8 borgere af gangen. Vi målte og vejede på det, og det var faktisk en kæmpe succes, så det var utrolig ærgerligt, at det ikke fik lov at fortsætte. Ud af de 15 borgere, der var igennem på de tre år, var der kun en enkelt, som mistede sin bolig, og en enkelt kom på botilbud. Det var gavnligt for næsten alle borgerne, siger Jannie Micheelsen.

De fleste af borgerne i projektet havde et misbrug og brug for psykiatrisk hjælp med udiagnosticerede psykiske sygdomme, og det hjalp projektet da også flere af dem med at få udredt. Alle havde været boligløse gennem flere år.

Med ICM-projektet gjorde man brug af Housing-First-metoden. En metode inden for arbejdet med hjemløshed, hvor man hurtigst muligt får en borger i egen bolig, men sideløbende giver tæt social bostøtte for at sikre, at borgeren fastholder sin bolig.

Housing-First-metoden har på hele hjemløseområdet i flere år vist sig at være særdeles effektiv.

For de hjemløse grønlændere i København betød det også, at tilknytningskravet ikke længere var lige så relevant, når Jannie skulle udfylde et skema til boliganvisningen.

– Der skulle laves en note om, at de var godkendt til ICM, og så vidste boliganvisningen, at det var Housing First, og at de skulle godkende borgeren, siger Jannie Micheelsen.

Vi har forsøgt at kontakte socialborgmesteren i København, Karina Vestergård Madsen (EL), for at høre, hvorfor man ikke har valgt at fortsætte med ICM til trods for, at det var en succes, men det har ikke været muligt at få et interview.

Kunne endelig slappe af

Dorrit Schmidt var en af de borgere, der fik en bolig gennem ICM-projektet i København. Hun var en af dem, der kom allerhurtigst i bolig.

– Da jeg mødte Dorrit, var hun funktionelt hjemløs, fordi hun ikke kunne opholde sig i sin lejlighed. Der gik omkring fire måneder, til vi fik Dorrit i bolig, så det gik lynhurtigt. Jeg var bostøtte på hende i et par år, indtil jeg vurderede, at der ikke var brug for det. Hun er stadig i sin lejlighed i dag, og jeg har aldrig set hende klare sig bedre, siger Jannie Micheelsen.

Dorrit Schmidt havde været ædru i to år, da hun kom i ny bolig. Hun havde ellers troet, at hun skulle blive boende i en lejlighed, der var dårlig for hendes velvære, hvor tingene aldrig stod stille, og hvor hun aldrig helt kunne få ro.

– Det gik meget hurtigt med Jannies hjælp. Det var rigtig dejligt endelig at kunne slappe af og sove. Det var som at blive født igen. Jeg var hjemme i en hel uge, fordi jeg ikke havde brug for at gå ud, fortæller Dorrit Schmidt.

Et hårdt forhold og mange hårde år på gaden og forskellige steder har sat sine spor på Dorrit Schmidt.

– Jeg er stadig meget hjemme, fordi jeg godt kan lide det. Dengang jeg mødte Jannie, kunne jeg ikke krammes. Jeg prøver stadig, men hun lærte mig at gøre det igen. Det er stadig svært at åbne helt op.

————————————————

“Der går ikke lang tid, inden misbruget er fuldstændig eskaleret, og man befinder sig i en 24-timers fest”

Herberget Sundholm er et af Københavns hårdeste herberger, der huser nogle af de mest belastede borgere. Alligevel ender mange grønlændere der, efter de er kommet til Danmark, fordi der i forvejen er et stort grønlandsk miljø på herberget og omkring det. Udsatte miljøer, som dette, medvirker ifølge flere fagpersoner til at forværre udsattes situation.

Af Martin Pedersen og Johan Carl Norstrand

Luften er bidende kold. Sneen daler fra nattehimlen og rammer blødt den kolde asfalt. En flere meter høj træport i et stort gult porthus fungerer som hovedindgang for Sundholm. 

– Salg af euforiserende stoffer medfører bortvisning fra området, står der på et lille slidt skilt i porthusets bue.

Ude for det store porthus på Amager i København går livet sin vanlige gang. Folk er på vej hjem eller videre til deres familier og venner. Men livet indenfor er meget anderledes fra det, som de fleste lever. Lige inden for porthuset står der seks meter høje hegn med pigtråd og omkranser en sikret institution for unge kriminelle, og det er ikke det eneste, som området huser.

Området fungerer som opholdssted for mange af byens udsatte og hjemløse, der mangler en hjælpende hånd. Bygningerne, der alle står sirligt placeret på rad og række har det samme ensartede udseende. Røde mursten i bunden og marguerit gult puds øverst og med røde tagsten på toppen.

Sundholm er en totalinstitution for socialt udsatte. Bygningerne rummer blandt andet hjælp til psykisk syge, plejetilbud, midlertidige botilbud, en natcafe og aktører på hjemløseområdet.

I labyrinten af det desorierenterende bygningslayout findes også Herberget Sundholm. Et botilbud med 63 værelser til socialt udsatte borgere.

Klassisk rock lyder fra de åbne vinduer. Også her er David Bowie et hit. Et stykke fra indgangen står en mindre gruppe mennesker. De ryger cigaretter og taler i munden på hinanden. 

Bygningens dør har brædder for, hvor der tidligere sad vinduer. Opgangen er kold og der er en lugt af alkohol og cigaretter. Der ligger skrald og cigaretskodder i hele opgangen. Væggene, trappen og stedet er præget af slid.

På første sal er der sat et cigaretskod i dørens lås til værelsesgangen. Så slipper beboerne for at skulle gå ned og låse døren op, når der kommer gæster.

– Putin = Hitler, står der skrevet med sort sprittusch på døren.

For enden af værelsesgangen på anden sal sidder Laura Larsen med to af sine kollegaer i et aflåst areal ved siden af fællesstuen. Hun har aftenvagten, og gennem et lille åbent vindue i væggen hjælper hun og kollegaerne beboere og gæster med alt fra mad og varm kaffe til togbilletter.

– Sundholm er et sted, hvor de fleste har en eller anden form for misbrug eller en psykisk lidelse, siger Laura Larsen.

Hun har arbejdet på herberget i fire år, og er ved at uddanne sig til socialrådgiver. Hun hjælper beboerne med, hvad de nu har brug for i dagligdagen. 

Et stærkt fællesskab

Ni procent af brugerne af herberg i Danmark har grønlandsk baggrund ifølge VIVEs seneste hjemløsetælling for 2022. På Herberget Sundholm har de dog i perioder en belægning på op mod 50 procent med grønlandsk baggrund.

Jannie Micheelsen er socialrådgiver hos Hjemløseenheden i Københavns Kommune og har til dagligt kontor lige ved siden af Sundholm. Hun arbejder primært med hjemløse grønlændere, og hun ser en klar tendens i, at gruppen af grønlændere opholder sig i og omkring de karakteristiske gule bygninger.

– Når de kommer fra Grønland, er det meget naturligt, at de søger mod et fællesskab af folk, der taler samme sprog og kender kulturen. Det er der på Sundholm, siger Jannie Micheelsen.

Når sårbare grønlændere lander i Kastrup Lufthavn, sker det ofte uden en plan for, hvor de skal tage hen. 

– Mange udsatte grønlændere ved også godt, at det er på Sundholm eller ude på Christiania, at man kan finde andre grønlændere, så det er naturligt, de søger hen mod nogen, de har noget til fælles med, siger Jannie Micheelsen.

Samme billede genkender Laura Larsen, der oplever at den udsatte gruppe har et ret stærkt fællesskab, og at de bevæger sig meget i grupper.

– De er tit i familie på kryds og tværs, og der er derfor også rigtig mange, som kender hinanden i København. Så kommer de på besøg her og bliver efterfølgende måske ved med at komme, siger hun.

Den tendens adresserer rapporten ‘Drømmen om et bedre liv i Danmark’ udarbejdet af Det Grønlandske Hus i København også. Den rummer besvarelse fra 43 unge grønlændere, hvoraf 23 procent af dem fortæller, at de sov på Sundholm den første nat, de kom til Danmark.

Svært ved institutioner

Der er stor forskel på de grønlandske borgere, der opholder sig og bor på Sundholm. Især generationskløften er tydelig for Laura Larsen, der kan se nogle klare skel på, hvad der karakteriserer generationerne.

– Den ældre gruppe drikker mest og ryger noget hash. Det blev før i tiden blev set ned på, hvis man tog hårde stoffer. Der er i de senere år kommet en yngre målgruppe, hvor nogle af dem tager alle mulige stoffer, siger hun.

I sit arbejde med udsatte borgere på Sundholm oplever Laura Larsen, at mange grønlændere har svært ved at leve i institutioner og svært med at få hjælp fra det offentlige. Det er nemlig ikke noget, de har erfaringer med hjemmefra.

–  Der er slet ikke lige så mange institutioner i Grønland, så de er måske ikke helt vant til, hvordan de skal opføre sig overfor personalet, og hvordan man skal bruge tilbuddene. Der er nærmest ingen af vores grønlandske beboere, der er i behandling for misbrug, siger Laura Larsen.

“Du skal altså huske at sove”

Bag ruden til fællesstuen arbejder Laura på tredje time. Skiftevis kommer beboere og gæster op til det lille vindue i væggen.  

Nogen kommer for en bid mad og en kop kaffe. Der er ris med dumplings på menuen.

Andre kommer op til Laura og hendes kollegaer for bare at få en sludder for en sladder. Personalet er på fornavn med de fleste. Lydbilledet afbrydes jævnligt af stole, der trækkes hen over gulvet, og bas fra fester på nogle af de mange værelser fra etagen over.

Det er en stille aften. I fællesrummet sidder der tre mænd på den gode side af de 40 år. Der er ikke meget snak. To af dem sidder og spiller et slag skak, mens den sidste sidder og blunder i lænestol. Luften er tung af cigaretrøg.

En ung gut kommer ind i fælleslokalet med to af sine venner. Han kommer op til vinduet og fremstammer, at han godt kunne tænke sig en bid mad. Laura rækker ham en lille plastbakke med færdigretten og spørger ham, hvordan det går. 

– Har du fået sovet, Anton? Du ser altså lidt træt ud.

Han svajer på benene og kigger på hende med store sorte render under øjnene, mens blikket flakker. Det har han da måske nok. Han kan ikke rigtig huske det.

– Du skal altså huske at sove, siger Laura.

Lige bag ham kommer en ung kvinde op og får også udleveret en portion mad. Hun rækker selv hånden ind gennem det åbne vindue og tager engangsbestik. Hun har prøvet det før. 

Hun snøfter og beklager sig til Laura over sin snottede næse. 

 – Skal vi ikke finde en togbillet til dig Ulla, så du kan komme hjem, spørger Laura den unge kvinde. 

Det vil hun gerne.

Personalet på Sundholm kan give gratis billetter til offentlig transport. Mange udsatte får nemlig ikke selv købt billetter og ender derfor med store bøder fra tog og bus.

På røv og albuer

Det Grønlandske Hus’ rapport viser, at 70 procent af de 43 adspurgte unge grønlændere, der rejste til Danmark, havde et øget forbrug af rusmidler, efter deres ankomst til Danmark. 

Ét af de steder, det sker, er på Sundholm, som er et sted for nogle af byens allermest udsatte borgere. Dem, der ikke kan komme ind på herberger, hvor der ikke må ryges hash, og dem, hvor det mest af alt handler om at reducere deres sociale problemer.

Laura Larsen ved godt, at det ikke er her, hun hjælper folk med at opnå et lykkeligt liv.

– Det er jo relativt hårdt sted. Der er folk, som har det rigtig skidt. Hvis der ringer en fyr på 21 år og siger, at han er blevet smidt ud fra der, hvor han boede, og han ryger lidt hash, vil jeg altid sige, at han nok skal finde et andet sted. Fordi nogle unge mennesker, der måske heller ikke har så godt fat i sig selv endnu, kan tit ende i et større misbrug herude, siger Laura.

Herbergets hårde natur er ikke særegen for Sundholm. 

Minka Heilmann er socialkonsulent hos Det Grønlandske Hus i Odense, hvor hun rådgiver og vejleder grønlandske borgere med at finde rundt i systemet og begå sig i det danske samfund. Hun har oplevet, hvordan herberger kan forstærke nedturen hos nogle borgere.

– Min erfaring er, at herberger er utroligt hårde miljøer, og vi oplever også, at selvom nogle borgere er rimelig velfungerende i Grønland, bliver de totalt udsatte, når de kommer til Danmark, siger hun.

Minka Heilmann har også oplevet, hvordan nogle grønlandske borgere tænker, at det er meget bedre at bo på herberg, når de kommer til Danmark, end for eksempel at bruge penge på et hotel. Så har de nemlig flere penge til andre ting. 

– De har ikke de samme normer, som de fleste i Danmark, hvor man normalt vil undgå at komme på herberg, siger Minka Heilmann.

Også Jannie Micheelsen har erfaret, hvordan herbergerne og dets omgivelser kan sende relativt velfungerende grønlændere på en deroute, der er svær at komme tilbage fra. Blandt andet fordi de udsatte miljøer rummer så meget misbrug.

– Jeg har set flere gange, hvor folk er kommet herned og har været til dels udsatte, men mange er faktisk kommet fra en form for arbejde i Grønland. De kommer herned og ind i miljøet omkring Sundholm, og så er der ikke rigtig andre veje end at ryge på røv og albuer. Der går ikke lang tid, inden misbruget er fuldstændig eskaleret, og man befinder sig i en 24-timers fest. Man er måske tvunget til at være på et værelse med syv andre mennesker, og så er det svært at lade være, lyder det fra Jannie Micheelsen.

Som en landsby

Det kan være svært at få de grønlandske beboere på et mindre hårdt herberg. For stort set alle grønlændere på Sundholm ryger hash. 

– Hvis man vil et roligere sted hen, er der rigtig mange herberger, hvor hash ikke er tilladt. Så bliver de fanget i en situation, hvor de måske ryger lidt hash, men ikke gør så meget andet, siger Laura Larsen.

I løbet af årene er der flere, der har fået en lejlighed langt væk herfra, men som er blevet ved med at komme, fordi så stor en del af deres netværk bor eller kommer i det store område omkring Sundholm.

– Det er jo lidt som en landsby herude. Det kan være rigtig svært at få folk væk, når først de har skabt nogle relationer herude, fordi de begynder at føle sig hjemme, siger Laura Larsen.

Den store forskel på generationerne af udsatte grønlændere har hun især mærket, når det gælder viljen til at bryde med de udsatte miljøer. Nogle unge er nemlig mere apatiske overfor den situation de befinder sig i.

– Ved den unge målgruppe mærker jeg især, at nogle er ligeglade med det hele. De kan være rigtig svære at nå, fordi nogle af dem bare vil tage stoffer og have det så vildt som muligt. Der kan man godt blive lidt opgivende, siger Laura Larsen.

Selvom hun og resten af medarbejderne på Sundholm er der for at hjælpe borgerne, er hun heller ikke i tvivl om, at det hårde miljø i sig selv kan være forstærkende for det liv, de udsatte lever på og omkring herberget.

– Det er klart, det er tæt på umuligt at stoppe med at tage stoffer, hvis alle omkring en gør det. Jeg har aldrig oplevet at kunne få nogle grønlændere helt væk fra det her sted. Og det er lidt sigende for den gruppe, siger Laura Larsen.

Slut med fest

Laura og de andre medarbejdere skal gå runde på værelsesgangene. Ifølge reglerne skal alle fester hos beboerne stoppe klokken ni, så de skal rundt og smide gæster hjem. 

Gangene er lyst op af kraftigt fluorescerende lys, og væggene er dækket af graffiti og skrift på flere forskellige sprog. Lyden af musik emmer ud fra flere af værelserne på gangen. 

Hvad der engang var fælleskøkkenet på anden sal står tomt hen, der er ingen låger tilbage. Affarvning på væggene vidner om, hvor der tidligere har stået et komfur. På et af værelserne, hvor der bor en grønlandsk beboer, har der været fest hele dagen. En tidligere beboer er på besøg og det skulle fejres. Laura banker på og åbner døren

Lyset fra en kraftig rød lampe og tonerne af In The Air Tonight med Phil Collins møder Laura, idet hun stikker hovedet ind på værelset.

– Så skal i lige så stille til at lukke for festen, råber hun i et forsøg på at overdøve musikken, som der bliver skruet ned for.

– Nej, bliver der råbt tilbage.

To personer sidder på sengen, mens et par stykker har taget plads på nogle stole. En enkelt sidder og hænger med hovedet.

– Er han okay, ham der, spørger Laura.

Han er beboeren, der har værelset, og han er ved at ved at være træt. Men de andre er ikke helt færdig med at feste endnu. Laura og hendes kollegaer forlader dem med beskeden, at de kommer tilbage lidt senere. Det er ikke altid lige let at få lukket festerne ned på Sundholm. En gang imellem kræver det endda et kald til politiet.

Ulla er der stadig

Der er lige flyttet en borger ud af et af herbergets værelser. Gulvet er nærmest ikke synligt i det lille rum. Der er flasker, dåser og skrald overalt. Røde plamager af indtørret blod er blevet en del af gulvet, hvor også brugte kanyler ligger spredt. 

Det er meget normalt at værelserne ser sådan ud, når en beboer forlader det, fortæller Laura. Inden længe skal medarbejderne i gang med et større oprydningsarbejde, så værelset kan blive klart til den næste, der flytter ind på Sundholm. 

Ude på gangen sidder Ulla stadigvæk. Hun ryger en cigaret og pudser en blodnæse med toiletpapir. Måske hun får brug for togbilletten senere.